a
Sorry, no posts matched your criteria.
Syteknik

Grundlæggende sy-, quilte- og patchworkteknik

Syteknik

Tekst: Af redaktionen

Dette er de grundlæggende teknikker, du skal kunne til patchwork og syning. Såfremt der ikke er nævnt eller beskrevet andet i mønstret, bruges disse teknikker til projekterne i magasinet.

Maskinsyning

Til sammensyning af stofstykker bruges retsyning med stinglængden 2,5 mm. Så slipper du for at hæfte tråden i starten og slutningen af en søm. Brug en ”startbid” (også kaldet ”en gris”) til at starte syningen, hvis din maskine ”spiser” stoffet ned gennem stingpladen. Sy en prøvelap og kontrollér trådspændingen. Juster trådspændingen efter behov. Det er ikke nødvendigt at hæfte syningen ved start og stop i patchworksyning, da alle sømme vil blive syet igen, når stykkerne sys sammen til en blok. Du sparer både tid og tråd ved at sy «samlebåndsyning». Når du har syet 2 stoffer sammen, lægger du et nyt stofpar under trykfoden og fortsætter syningen i stedet for at stoppe op og skære tråden. Klip stykkerne fra hinanden til sidst.

Sømrum

Linealer og skæremåtter sælges med inch-mål, og sammen med en ¼” symaskinefod udgør de standardudstyr til patchworksyning. Det er nemmest at sy patchwork i inch-mål, simpelthen fordi matematikken går op, og du slipper for at oversætte til cm-mål. En inch svarer til vores nordiske mål ”tomme”. Brug en ¼” fod til symaskinen. Sømrum er altid ¼”. En inch er ca. 2,5cm og deles op i 8 dele. ¼” er cirka 6,5 mm. Med en ¼” symaskinefod har du altid styr på sømrummet og dine blokke vil passe helt nøjagtigt. Med inch-mål kan du helt selv beregne skæremålene. Du lægger her ½” til det færdige mål.

For eksempel hvis det færdigsyede kvadratet skal være 2” (ca. 5cm), så er skæremålet 2,5” x 2,5”. Dette gælder for alle kvadrater og rektangler. Traditionelt stryges sømrummet til én side – som regel mod det mørkeste stof. Når man lægger stofstykkerne sammen, vil sømrummet danne en ”låsesyning”. Men der er blokke, der bliver fladere hvis sømmene stryges åben. Dvs. at sømrummet stryges til hver sin side. Mønstret vil som regel beskrive hvilken strygemetode, der fungerer bedst.

Skæreteknik

Brug en god lineal med inch-mål når du skærer stof. Brug en rullekniv (Rotary cutter) som ligger godt i hånden. Et skæreblad med en størrelse på 45mm er brugbar til de fleste skærebehov. Skær altid stoffet i en retning væk fra dig (ikke imod dig). Vær opmærksom på at lukke knivbladet efter brug for din egen sikkerheds skyld og for at undgå hak i knivbladet.

Hurtighjørner

Læg et hjørnekvadrat ret mod ret, kant til kant på et underlægningsstof. Marker sylinjen op diagonalt fra spids til spids med en blyant/ - hera-marker/pen. Sy på hver sin side af den markerede linje med trykfodsbredde. Skær/klip nøjagtigt i den markerede linje. Fold de 2 sammensyede dele ud og Pres/stryg sømrummet mod det mørkeste stof.

Håndsyning over pap (epp)

Håndsyning omkring en papskabelon er en nem teknik til at sy stofstykker sammen præcist og nøjagtigt. Der kan købes papskabeloner i mange typer og størrelser, og man kan også lave sine egne skabeloner. Stofstykker klippes ¼” – 3/8” større end papskabelon på alle sider. Fold stoffet rundt om pappet. Du kan bruge papirclips til at holde stoffet på plads. Fold i samme retning på alle dele. Ri sømrummet ned ved at sy et sting i hvert hjørne. Det er ikke nødvendigt at fjerne riningen efter syning. Du kan også anvende en limepen til at lime sømrummet ned rundt om papir/papbidden. Læg delene sammen ret mod ret og sy små kastesting i kanten. Fastgør tråden godt ved start og slut. Når alle delene er syet sammen til de omkringliggende dele til en blok, piller man forsigtigtig pappet ud fra bagsiden. Papskabelonen kan bruges flere gange.

Applikation med applikationsvliseline

Der findes flere typer af applikationsvlieseline. Følg altid producentens instruktioner for brug mht. pres/strygetid. Princippet gælder således: Tegn motivet af på papirsiden. Mønstret bliver spejlvendt af det du tegner. Klip motivet ud med lidt tillæg rundt om stregen. Stryg applikationsvlieseline-delen på vrangsiden af det stof du skal bruge. Klip motivet ud efter stregen. Fjern papiret. Stryg det færdige motiv med limsiden ned på baggrundsstoffet. Appliker rundt langs kanten af motivet med håndsyning eller maskinsyning med ulige sting eller tråd.

Montering af quilt

Når en quiltetop er færdig, skal den lægges sammen med vat og et bagsidestof. Der er mange forskellige måder at holde sammen på lagene. Det er vigtigt at glatte lagene ud for at undgå læg og folder i den færdige quilt. Man kan ri lagene sammen med almindelig sytråd eller store sting ved at sy et gitter med ca. 10cm’s afstand. Fjern ritråden efter quiltingen. Du kan også bruge special spraylim for at holde lagene sammen. Buede sikkerhedsnåle er også nemme at anvende. Sæt nålene på forsiden af quilten og fjern dem løbende som du quilter. Til mindre opgaver kan du også anvende knappenåle, men vær forsigtig når du håndterer arbejdet, da det er let at stikke sig! Vat og bagsidestof til en stor quilt bør være ca. 3” (7,5cm) større end quiltetoppen på alle sider. Hvis du skal sætte stof sammen til bagstykket, bør du stryge syningen åben.

Quiltning

Quilting svarer til det, som vi i Norden kalder vattering, dvs. at de tre lag sys sammen. Det kan gøres i hånden, på maskine eller en kombination af begge metoder. Brug egnet tråd som matcher farverne i stofferne. Quiltingen er med til, at tæppet får den rette tekstur og motiverne bliver fremhævet. Brug overtransportør når du maskinquilter. Overtransportøren er med til, at lagene føres frem på samme tid. Til maskinquilting kan stinglængden være 3-4mm.

Hvis du sænker undertransportøren på maskinen, kan du quilte med en stoppefod og quiltefod. Dette kaldes frihåndsmaskinquilting, da det er dig, der bestemmer hastigheden og mønstrene du quilter med. Husk at øvelse gør mester! Håndquilting udføres gerne ved hjælp af en quilteramme. Man bruger håndquiltetråd, som er en stærk og gerne vokset bomuldstråd. Quiltemønstret er helst markeret op på forhånd med vandopløsende markeringstusch eller kridtblyant. Test gerne alle markeringsprodukter inden brug. Start- og stopknuder gemmes inde i vatlaget. Start på midten af quilten og quilt ud mod mod kanterne. Skær quilten til når du er færdig med at quilte.

Lukkekant

De stofstrimler, som afslutter quilten, kaldes for lukkekanten. Lukkekantsstrimler kan skæres diagonalt på stoffet, da du dermed får skråbånd, som kan bruges på buede kanter. Lukkekantsstrimler kan skæres i trådens retning, da det er mere stofbesparende. Lukkekanten kan enten være enkel eller dobbelt. Mønstret vil som regel bestemme bredden på lukkekantsstrimlen. Enkle lukkekanter skæres som regel 1,5” bred og dobbelte lukkekanter 2” eller 2¼” bred. Strimlerne øges sammen, så du får en lang strimmel, som er lang nok til hele tæppet. Læg lukkekantsstrimlen kant mod kant med quiltens kant. Start med at sy lukkekantsstrimlen på en langside. Start 4” (10cm) inde på strimlen. For at få pæne hjørner stoppes syningen 3/8” fra hjørnet. Sy i en 45 graders vinkel ud i spidsen af hjørnet. Skær syningen. Fold lukkekanten op i en 45 graders vinkel. Fold strimlen ned igen sådan at den ligger kant mod kant med quilten. Start syningen præcist ved kanten og sy hele vejen langs kanten til næste hjørne. Gentag hjørnefoldene i alle hjørner.

Når du kommer til startpunktet, øges strimlerne sammen på skrå. Stop syningen ca. 15cm fra startpunktet. Læg strimmelenderne over hinanden og marker mødepunkterne med en knappenål. Læg strimmelendernes rette sider sammen og 90 grader på hinanden, sådan at kanten ligger helt ind til knappenålen. Sy dem sammen i en diagonal syning. Klip enden med ¼” sømrum. Pres syningen åben. Fold strimlen tilbage på quilten. Den skal nu akkurat passe med den resterende længde. Sy strimlen. Pres den færdige lukkekant væk fra quilten, fold den over til den anden side og sy med små kastesting med hånden. Brug tråd, der matcher lukkekanten.

Er du interesseret i Quiltemagasinet? Find det i butikken hos vores partnere, eller tilmeld dig vores abonnementsløsning.

SKRIV EN KOMMENTAR

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.