QuiltCon 2017

0
170
Sett

 

Tekst og foto af Helene Juul, www.helenejuul.dk

THE MODERN QUILT GUILD
The Modern Quilt Guild (forkortet MQG) er en international forening for moderne quiltere, etableret i Los Angeles, USA i oktober 2009. Gruppen er blevet til blandt det online miljø, der opstod fortrinsvis via blogs og flickr-grupper i starten af det nye årtusinde. I dag har MQG mere end 10.000 medlemmer og 170 «guilds»/lokalgrupper rundt omkring i verden. MQG har ifølge deres hjemmeside «den mission at de vil støtte og opmuntre vækst og udvikling af moderne quiltning igennem kunst, undervisning og fællesskab».

QUILTCON
En af de måder organisationen forsøger at gennemføre denne mission er blandt andet ved at afholde deres årsmøde/træf kaldet QuiltCon, en nu årlig tilbagevende begivenhed, der afholdes i februar måned. I de lige år foregår arrangementet et sted i den vestlige del af USA og i de ulige år et sted i det østlige USA. Det allerførste QuiltCon blev afholdt i Austin, Texas i 2013. Quilt- Con 2017 er netop løbet af stablen i Savannah, Georgia 23.–26. februar og her var jeg så heldig at være en af de deltagende. Her deltog repræsentanter fra 48 af USA’s 50 stater. Hele 14 lande var repræsenteret blandt deltagerne, 117 Guilds og 1083 individuelle medlemmer.

Det medlem som var rejst længst for at deltage kom fra Western Australia og havde tilbage lagt 11.056 miles, hvilket er mere end 17.000 km! 2711 medlemmer havde købt en 4-dages billet, hvilket var en øgning på 62% ifht. sidste år. Jeg har desværre ikke tallet for det fulde antal deltagende, men lad os bare konstatere at der var mange! Det man kan opleve som deltagende i QuiltCon er workshops og foredrag afholdt af nogle af industriens største designere. Som eksempel på undervisere/foredragsholdere i år kan bl.a. nævnes Angela Walters, Heather Jones, Karen Lewis m.fl. Der er naturligvis også masser af mulighed for at handle hos de mange butikker, der stiller stand op, se alle de nye tendenser og snakke med designere hos de forskellige stofproducenter; Andover, moda, Windham, Cotton&Steel m.fl. havde flotte udstillinger, og ikke mindst er der en kæmpe judiceret quiltudstilling. Mere end 1700 quilts var blevet indsendt af håbefulde quiltere, men blot ca. 400 quilts havde fundet vej gennem nåleøjet.

Da quiltudstillingen både er judiceret og moderne er der masser af mulighed for at se helt unikke og «cutting-edge» moderne quilts. De mange quilts er inddelt i 12 forskellige kategorier, der dækker alt fra små til store quilts, fra maskin- til håndsyede og quiltede samt forskellige kategorier fra «Improvisation» til «Moderne Traditionalisme».

«Lincoln», Improvisasjon 1.plass & People’s Choice Award Pieced and quilted by Kim Soper, Huntington, NY, USA @lelandavestudios 46 x 60 inches.

Der er modsat de quilt udstillinger vi kender til her i Skandinavien store pengepræmier og ikke mindst stor prestige på spil i denne konkurrence. Den om muligt mest prestigefyldte pris at vinde er «Best in Show Award». Desuden er der en «Peoples Choice Award» samt «Judges Choice Awards», hvor de 3 udpegede dommere Kristy Daum, Erica Bonkowski og Elizabeth Spannring havde udpeget hver deres favorit. Det tog mig det meste af 2 dage at få set hele udstillingen – og ikke mindst at få fotograferet de mange spændende quilts. Det ville være umuligt at skrive om dem alle, så her får I lidt om den højst præmierede quilt samt fotos nogle af mine egne favoritter.

«Still With Her», Judge’s Award. Pieced and quilted by Liz Harvatine,Burbank, CA, USA @ladyharvatine 60 x 55 inches.

Kathrine (eller Kat) Jones er en «award winning quilter», men ukendt blandt de bredere pw-kredse. Hun har hvad man kan kalde for en meget «low key» online profil. Hun har en instagram konto under navnet @twocatsquilts og en blog af samme navn. Ingen af dem er hun dog særlig aktiv på. Kat Jones ønsker ikke at publicere sine quilts, fordi hun laver show quilts. Ifølge hendes eget udsagn er hendes fokus at lave quilts – ikke at promovere sig selv. Kat Jones er selvstændig bogholder, der laver regnskaber for små håndværksfirmaer. Hun arbejder kun ca. 15 timer om ugen og gør det kun for at «overleve». Resten af tiden bruger hun på sine quilts, og indenfor det sidste halve år er hun begyndt at undervise i sin lokale pw-shop Quarter Inch ejet af den kendte australske stof- og mønsterdesigner Helene Stubbings.

De sidste 3 år har Kat Jones fået optaget quilts i den judicerede udstilling på QuiltCon, og hun har vundet i forskellige kategorier. Faktisk var en quilt, «Facets» som hun vandt en 3. plads med til QuiltCon2016 i EZ Triangle Challenge, som direkte inspirerede hende til «bling». Kat Jones er også mønsterdesigner, men af hensynet til sin kunde («bling» er allerede solgt) kommer der ikke noget mønster for salg. Det var faktisk slet ikke meningen at Kat Jones ville komme til QuiltCon2017 i Savannah. Det var nemlig ikke lykkedes hende at få plads på nogle af de workshops hun ønskede sig. Men, så fik hun en henvendelse fra MQG om at de rent faktisk ville betale for hendes rejse, hvilke indikerede at hun faktisk havde vundet en pris – måske den største. Hun endte med at rejse flere timer end hun opholdte sig i USA, da der er langt fra Tasmanien til Savannah.

«Vertigo», Piecing: 3.plass. Pieced and quilted by Elaine Poplin, Huntsville i Alabama, USA @messygoat. 56 x 56 inches.

Når jeg gik rundt i udstillingshallen som Quiltemagasinets udsendte medarbejder var der nogle tendenser indenfor «modern quilting», som tydeligt stak mig i øjnene. Først og fremmest var det, at de udvalgte quilts hovedsageligt var syet op i ensfarvede stoffer (solids). Ikke nok med at der var brugt solids, mønsterdesignet var ofte enkelt/ geometrisk, mange af dem nærmest med 3-dimentionelle effekter, hovedsageligt opnået vha. effektfuld brug af lys/ mørk kontrast eksempelvis vha. farven sort.
Der var mange quilts med politiske og samfundskritiske budskaber, og flere af disse vandt præmier i deres kategorier; f.eks. «Still with her» quilten med et stort Hillary-logo, der vandt en «Judge’s Choice Award» og «Tea and Skittles» quilten, der vandt en 2. plads i kategorien applikation. Denne quilt er skabt som reaktion på nedskydningen af den sorte teenageren Trayvon Martin, der iklædt hættetrøje blev skudt ned, da han var gået ned for at købe slik.

Overraskende kunne jeg også konstatere, at den meget «skarpe» opfattelse af «moderne quilts» som udelukkende maskinsyede- og quiltede, også har ændret sig de senere år. På QuiltCon2017 så jeg mange quilts, der enten var håndsyede- eller applikerede, var håndquiltet eller havde detaljer med håndquiltning; både såkaldt «big stitch quiltning» med store sting og kraftig tråd, men også dekoreret med de fineste broderede detaljer.

 

Forrige artikkelBOKOMTALE: Kult å sy
Neste artikkelBOKOMTALE: Walk
DEL